Hvad siger islam om racisme?

De seneste måneder har oplevet adskillige racisme-relaterede hændelser, der gik viralt på sociale medier og modtog dækning af almindelige medier. Hændelser som f.eks. Videoen af en kvinde, der fremsatte negative kommentarer til personer i etnisk minoritetsgruppe, en mand, der fremsatte negative bemærkninger over for et par forskellige etniciteter, og en dame, der slog en gong højt, mens hendes nabo til etnisk minoritetsgruppe udførte religiøse ritualer i foran hans hus.
Hændelserne har udløst en debat blandt singaporianere om realiteterne mellem inter-etniske forhold i Singapore.

Mere end nogensinde er det vigtigt for minoritetsmuslimer i et sekulært, multikulturelt og multireligiøst land at bidrage konstruktivt til debatten om tro, identitet og racisme.

This article begins with a short description of the meaning of ethnic/race identity for individuals and its relationship with racism from a social science perspective. It then follows with the writer’s perspective on Islam’s standpoint on them. 

Betydningen af identitet og racisme

Identitet og racisme er to beslægtede terminologier inden for studiet af samfundsvidenskab.

Identitet refererer til kvaliteter og egenskaber, der bliver vigtige dele af en person, såsom at være mand/kvinde, far/mor, mand/kone, malaysisk, muslimsk, singaporeansk eller det kan vedrøre et erhverv som læge/arkitekt/ingeniør.

Selvom de fleste samfundsvidenskabelige forskere betragter identitet som en konstruktion, der ikke er medfødt, erkender de også, at ingen er fri for det. De bekræfter, at en person ikke består af en monolitisk ental identitet. Tværtimod ville en normal person altid skulle navigere i flere identiteter samtidigt i livet, selvom de ikke nødvendigvis er af samme grad af betydning.

For eksempel har Ali tre identiteter samtidigt – som malayser, muslim og singaporeaner, men den ene er vigtigere end de andre og har en større indflydelse på hans adfærd og livsbeslutninger, især når interessen for de tre identiteter støder sammen.

Racisme i samfundsfag er derimod defineret i Cambridge Dictionary som “troen på, at nogle racer er bedre end andre, eller uretfærdig behandling af nogen på grund af hans eller hendes race.”

I nutidens kontekst og inden for samfundsfag har racisme en negativ konnotation, og det er racismen, som denne artikel også henviser til.

I samfundsfag er racisme en delmængde af identitet, fordi den kun kan eksistere, når en person vælger at blive identificeret med en bestemt race, som derefter manifesterer sig i en racemæssigt overlegen holdning til andre.

Islams standpunkt

Der er skriftlige beviser for, at islam anerkender en persons behov for identitet.

“O mænd! Se, vi har skabt jer alle sammen af en mand og en hun og har gjort jer til nationer og stammer, så I kan lære hinanden at kende. Sandelig, den ædleste af jer i Guds øjne er den, der er dybt bevidst om ham. Se, Gud er Alvidende, Alvidende. ”

(Surah Al-Hujurat, 49:13)

Tre punkter kunne udledes af ovenstående vers i forhold til det diskuterede emne.

For det første er det at have en kollektiv identitet, dvs. en tilknytning til en etnisk gruppe, en del af den guddommelige plan for menneskeheden.

For det andet tillader Gud forskellige etniske, stamme- og samfundsidentiteter at eksistere på samme tid af en positiv grund – “så I kan lære hinanden at kende.” At kende hinanden bør imidlertid ikke forstås som en ren udveksling af oplysninger. Mere præcist burde det betyde at lære af og etablere et samarbejde, der ville gavne hinanden for menneskehedens fremskridt.

For det tredje forbyder islam ikke muslimer at have en kollektiv identitet som malaysisk eller javanesisk, fordi sådanne identiteter eksisterer ved Guds plan og til gavn for menneskeheden.

Disse punkter understøttes af det faktum, at profeten ikke forbød sine ledsagere at bruge deres stammens efternavne bag deres navn, som almindeligt praktiseres af arabere før islam. Eksempler inkluderer Abu Musa Al-Asy`ari (fra Asy`ar-stammen), Salman Al-Farisi (den persiske), Suhaib Al-Rumi (den romerske) og Abu Zar Al-Ghifari (fra Ghifar-stammen). Mange store muslimske lærde havde også lignende titler bag deres navne. Nogle af dem var mere kendt af deres stammefamilie end deres egentlige navne som Imam Al-Bukhari (Bukharan) og Imam Al-Qurtubi (Cordovan).

Islam afskyr racisme. Dette er baseret på følgende punkter, der stammer fra versene i Koranen:

1. Koranens befaling om at opretholde retfærdighed, selvom det er imod dig selv, forældre og nære slægtninge

“O troende! Stå fast for retfærdighed som vidner for Allah, selvom det er imod jer selv, jeres forældre eller nære slægtninge. Uanset om de er rige eller fattige, er Allah bedst for at sikre deres interesser. Så lad ikke dine ønsker få dig til at afvige (fra retfærdighed). Hvis du forvrænger vidnesbyrdet eller nægter at afgive det, så (ved det) er Allah helt sikkert klar over, hvad du gør. ”

(Surah An-Nisa, 4: 135)

eller til fordel for ens fjende, ifølge verset

O troende! Stå fast for Allah og bær sandt vidnesbyrd. Lad ikke et folks had føre dig til uretfærdighed. Vær lige! Det er tættere på retfærdighed. Og vær opmærksom på Allah. Allah er helt sikkert klar over, hvad du gør.

(Surah Al-Ma-idah, 5: 8)

der henviser til, at racisme kræver at favorisere sin egen etniske eller racemæssige gruppe på andres bekostning.

2. Koranen forbyder at se ned og fornærme andre etniske grupper, mens racisme på den anden side godtager dem.

يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ لَا يَسْخَرْ قَوْمٌ مِّن قَوْمٍ عَسَىٰٓ أَن يَكُونُوا۟ خَيْرًا مِّنْهُمْ وَلَا نِسَآءٌ مِّن نِّسَآءٍ عَسَىٰٓ أَن يَكُنَّ خَيْرًا مِّنْهُنَّ ۖ وَلَا تَلْمِزُوٓا۟ أَنفُسَكُمْ وَلَا تَنَابَزُوا۟ بِٱلْأَلْقَـٰبِ ۖ بِئْسَ ٱلِٱسْمُ ٱلْفُسُوقُ بَعْدَ ٱلْإِيمَـٰنِ ۚ وَمَن لَّمْ يَتُبْ فَأُو۟لَـٰٓئِكَ هُمُ ٱلظَّـٰلِمُونَ

3. Koranen forbyder selvretfærdighed, mens racisme ikke gør det

فَلَا تُزَكُّوٓا۟ أَنفُسَكُمْ ۖ هُوَ أَعْلَمُ بِمَنِ ٱتَّقَىٰٓ

”Så løft ikke (falsk) jer selv. Han ved bedst, hvem der er (virkelig) retfærdig. ”

(Surah An-Najm, 53:32)

4. Koranen betragter taqwa (Guds bevidsthed) som grundlaget for en persons værdi

يَـٰٓأَيُّهَا ٱلنَّاسُ إِنَّا خَلَقْنَـٰكُم مِّن ذَكَرٍ وَأُنثَىٰ وَجَعَلْنَـٰكُمْ شُعُوبًا وَقَبَآئِلَ لِتَعَارَفُوٓا۟ ۚ إِنَّ أَكْرَمَكُمْ عِندَ ٱللَّهِ أَتْقَىٰكُمْ ۚ إِنَّ ٱللَّهَ عَلِيمٌ خَبِيرٌ

“O menneskehed! Vi skabte jer sandelig af en mand og en kvinde og gjorde jer til folk og stammer, så I kan (lære) hinanden at kende. Den mest ædle af jer i Allahs øjne er den mest retfærdige blandt jer. Allah er virkelig Alvidende, Alvidende. ”

(Surah Al-Hujurat, 49:13)

Og profeten benægtede ens overlegenhed baseret på slægt og hudfarve som rapporteret i en hadith,

”En araber har ingen overlegenhed i forhold til en ikke-araber eller en ikke-araber har nogen overlegenhed i forhold til en araber; også en hvid har ingen overlegenhed over en sort eller en sort har nogen overlegenhed over en hvid undtagen ved fromhed og god handling. ”

(Fortalt af Ahmad og Al-Baihaqi)

5. Racisme fremmer afskyelig arrogance og overherredømme, som kendetegnede Iblis, da han nægtede at bøje sig for Adam som befalet af Gud som i Koranen

قَالَ أَنَا۠ خَيْرٌ مِّنْهُ ۖ خَلَقْتَنِى مِن نَّارٍ وَخَلَقْتَهُۥ مِن طِينٍ

Han (Iblis) svarede: “Jeg er bedre end han er: Du skabte mig af ild og ham af ler.”

(Surah Sad, 38:76)

Når kærlighed og stolthed over ens kollektive identitet (dvs. etnisk gruppe, familie, race) ledsages af ovenstående punkter, er det kendt som ekstrem “asabiyah”, som profeten advarede mod i en hadith,

وَمَنْ قَاتَلَ تَحْتَ رَايَةٍ عُمِّيَّةٍ يَغْضَبُ لِعَصَبَةٍ أَوْ يَدْعُو إِلَى عَصَبَةٍ أَوْ يَنْصُرُ عَصَبَةً فَقُتِلَ فَقِتْلَةٌ جَاهِلِيَّةٌ

“… En, der kæmper under banneret af et folk, der er blinde (for den sag, de kæmper for, dvs. ikke ved, om deres sag er retfærdig eller på anden måde), som bliver blusset op med familiens stolthed, opfordrer (folk) til kæmpe for deres families ære og støtter hans kith og slægtninge (dvs. kæmper ikke for Allahs skyld, men for denne families eller stammes skyld) – hvis han bliver dræbt (i denne kamp), dør han som en tilhørende dagene fra Jahiliyyah… ”

(Sahih muslim)

Konklusion

Islam forpligter ikke muslimer til kun at have en identitet, dvs. at være muslim og afskaffe de andre. Islam erkender behovet for at have psykologiske tilknytninger til familien, med etniske og racemæssige grupper og betragter det som en naturlig måde at være muslim på. Det giver også muslimer mulighed for at have flere identiteter ud over deres familie, etniske og racemæssige gruppe.

Hvad islam forbyder er racisme, hvor visse etniske eller religiøse grupper tolererer uretfærdigheder, uretfærdig behandling, arrogance og diskrimination mod andre etniske eller religiøse grupper.

Muslimer skal undgå racisme, fordi det modsiger islamiske principper, selvom de har oplevet mishandling og uretfærdigheder på grund af deres race, hudfarve eller religion.

Faktisk skal muslimer stå op mod racisme, uanset om ofrene er muslimer eller ikke-muslimer. En muslims reaktion på racisme skal dog måles; a) i overensstemmelse med retsstaten, b) civil (ikke-voldelig) og c) heller ikke med racisme. Sidstnævnte falder ikke ind under versets betydning

وَإِنْ عَاقَبْتُمْ فَعَاقِبُوا۟ بِمِثْلِ مَا عُوقِبْتُم بِهِۦ ۖ وَلَئِن صَبَرْتُمْ لَهُوَ خَيْرٌ لِّلصَّـٰبِرِينَ

“Og hvis du straffer (en fjende, o troende), straffer du med en ækvivalent til det, som du blev skadet for.”

(Surah An-Nahl, 16: 126)

Mens verset tillader muslimer at hævne sig for at handle ondt, begrænser islam reaktionen på hvad og på den måde, der kun er tilladt. Således kan muslimer ikke begå racisme som reaktion på racisme.

Vores trostradition lærer os at værdsætte og respektere andre. Lad os fortsætte med at opbygge et fredeligt samfund, hvor mennesker af forskellige racer, etniciteter, kulturelle og religiøse baggrunde kan eksistere samtidigt.